Vi beslutter ruten, efterhånden som vi kommer frem; så vi ved sjældent mere end en til to dage i forvejen, hvor vi skal hen. Dette medfører enkelte overraskelser, selv for os, f.eks. viste vi ikke, at vi ville komme så langt op i Maine, før vi stod der.
Uddrag af (Henrik) og Ann´s rejsedagbog ( de enkelte items findes og pakkes op undervejs i historien). 23. juli 2003 : Vi er endelig sluppet væk fra den italienske mafia i New York. Vi har ingen penge og ingen bil, men vi er trods alt i live. Vi er kommet op at køre med en lastbilschauffør, så vi er nu på vej mod sydvest. 23. juli 2003 (men senere) : Tja, det lift varer ikke længe. Så snart vi er uden for bymæssig bebyggelse standser chaufføren vognen og udtaler de meget kendte ord "fuck or walk?" Trods Henriks ihærdige overtalelsesforsøg står vi nu her i silende regn. Henrik virker totalt ubekymret og har netop mistet enhver forbindelse med verdenen omkring ham, mens han står og lytter i [item no. 1]. Pludselig bryder Henrik ud i grænseløs jubel og begynder midt i regnen at danse en vanvittig dans. Jeg er parat til straks at lade ham indlægge på den lukkede afdeling, men han virker så ubekymret at min nysgerrighed bliver vækket (jeg er ellers ikke spor nysgerrig af natur). Henrik har i [item no.1] hørt at ledende medlemmer af den italienske mafia er anholdt og man mangler ejermændene til en større sum penge. . . 25. juli 2003 : Den gallaklædte chauffør kører hastigt limousinen gennem den øde landskab. Henrik og jeg sidder på bagsædet og pulsede på de store Havannacigarer og nipper til champagnen. Hvor er rejselivet, dog bare værd at nyde. Efter nogle kilometer er stemningen ændret. Her er ingen rejsefæller at delle oplevelserne med, så rejseriet bliver efterhånden lidt kedsommeligt. Men [item no. 2] blev fundet frem og stemningen stiger mærkbart, mens store pengesummer hastigt skifter ejermænd. . . 11. august 2003 : Vi kigger ud af bilens vinduer, mens air-conditioneringen kører på fuld kraft. Endeløse vidder af vinmarker pryder landskabet i denne del af Californien, hvor amerikanerne selv mener at fremstille verdens bedste vin (vi andre ved bedre). Vi har netop købt en flaske af den lokale aftapning og Henrik kæmper med at få proppen af med [item no. 3]. . . 15. september 2003 : Vi ligger svedige i sengen på det billige motel. Lagnerne er endnu krøllede efter nattens udskejelser. Pludselig starter den nådesløse kimen fra [item no. 4], der er ingen tid at spilde, vi fortsætter den lange køretur mod Floridas og i særdeleshed Bahamas hvide strande. . . 5. oktober 2003 : Solen kaster skånselsløs sine kraftige stråler på vores efterhånden hærdede kroppe. Den store, kulsorte sodavandssælger med de kridhvide tænder kommer igen ned til vores liggestole og han går ikke forgæves. Mon ikke snart han har sikret dagens omsætning? Bahamas minder om et paradis på jorden, men hvor er alle vores venner, familie, eks. kollegaer m.m.? Man kommer sq´ alligevel til at savne alle disse fantastiske mennesker hjemme i Danmark. Henrik hejser flaget på [item no. 5] og mens vi nostalgisk tænker på vores hjemland kradser kuglepennene hen over det ene stykke papir efter det andet. Der er mange hjemme i Danmark, som snart får [item no. 6] ind ad brevsprækken. . . 20. december 2003 : Hele USA ånder lettet op. Vores rundrejse har nået sin afslutning. Adskillige af de personer vi har mødt på vores rundrejse er mødt op, for at tage afsked (eller for at sikre sig, at vi også kommer med flyet). I afskedsgave har de fået fremstillet 2 stk. [item no. 7] af Henrik og jeg som helt afgjort skal hjem og stå på kaminhylden. Ovenstående er rent tankespind, men jeg håber I må få en fantastisk rundrejse "over there" og jeg er sikkert ikke den eneste, som glæder sig til at høre et lille pip fra Jer en gang imellem. God rejse og mange hilsner fra Erik Dan Pedersen
Fyrtårns museet udefra!
Cheffotografen skyder blomster...
Bemærk Elvis...