Vi beslutter ruten, efterhånden som vi kommer frem; så vi ved sjældent mere end en til to dage i forvejen, hvor vi skal hen. Dette medfører enkelte overraskelser, selv for os, f.eks. viste vi ikke, at vi ville komme så langt op i Maine, før vi stod der.
... og Sheriffen fra Nottingham, som ikke ville give børnene deres kuglepenne tilbage, når han havde skrevet sin autograf, men i stedet forsøgte at snuppe den ned i sin pengepose :0)
Udsigten fra sofaen....
Udsigten fra Henriks plads.. ikke dårlig.
Vi forlader "campingpladsen" og fortsætter nordpå af de samme støvede veje, som vi kom af i går. Vi havde, inden vi forlod stedet, haft anledning til at tale med kvinden, som drev stedet, om hvordan det er at leve i reservatet. Hun fortalte bl.a., at indianerne ikke opfatter "Crazy Horse Memorial" som "deres" monument, og at de ikke tror på, at de indfødte på nogen måde vil få gavn af monumentet. Hun bekræftede også den følelse, vi havde haft af at være uønsket ved pow-wow'en, "nogle indianere føler sådan over for hvide", sagde hun. Og fortalte at hun personligt ikke ønskede at holde liv i gammelt nag, men hellere ville bruge kræfterne på at skabe sit "Bed & Breakfast"-sted. Et sted som har alle odds imod sig, dels fordi det ligger midt inde i reservatet, og man skal køre ad lange uvejsomme grusveje for at nå dertil - og dels fordi det ligger langt fra nogen som helst af de mange attraktioner, som de amerikanske turister gladeligt ligger i lag omkring.