Vi beslutter ruten, efterhånden som vi kommer frem; så vi ved sjældent mere end en til to dage i forvejen, hvor vi skal hen. Dette medfører enkelte overraskelser, selv for os, f.eks. viste vi ikke, at vi ville komme så langt op i Maine, før vi stod der.
Vi gjorde holdt ved en rasteplads for at spise vores frokost på den canadiske side af grænsen, men blev drevet væk af myg og sorte fluer (en slags hestebremser, der bider og efterlader nogle sår, som klør noget så nederdrægtigt!).
Vandet står mange steder meget højere end normalt...
Aftensmad på en rasteplads.. bemærk vores nye dug med "Mormor"-mønster. Vi havde set rigtig mange af de fransktalende Quebec'ere picnick'e med hele familien, og altid med dug på... det så så hyggeligt ud, at Ann besluttede sig for, at vi også måtte have sådan en.....
Ud for Bellagio var dette springvand, som "dansede" i takt til musik. Vi nåede at høre adskillige sange, mens vi var der - bl.a. "Singing In The Rain". Det mest fascinerende var, at man virkelig følte, at springvandet dansede! Det lyder fuldstændig åndsvagt, men det var utrolig godt lavet og meget smukt.