Pludselig kom vi forbi, hvad vi troede var en krigskirkegård. Det viste sig at være en national kirkegård; for at blive begravet her, skal man være veteran fra en af de krige USA har deltaget i. Man behøver dog ikke at være blevet dræbt i krig, bare man har deltaget. Så mange af de begravede er f.eks. veteraner fra Anden Verdenskrig, som først er blevet begravet inden for de seneste år. For mange af veteranerne er det ønsket om at blive begravet sammen med kammeraterne, der er afgørende for at de vælger denne kirkegård fremfor en kirkegård nær deres hjem. For de efterladte kan der også være en økonomisk fordel, da der ikke skal betales nogen afgift for gravstedet.