... museet, som var helt nyt, fortalte gennem citater fra gamle dagbøger i en moderne multimediepræsentation, om dagligdagen langs Oregon Trail. Det var helt utroligt spændende! Rejsen tog mellem 4 og 6 måneder, ca. 10% af de rejsende døde undervejs - de fleste af sygdom, eller fordi de druknede, når de krysede floder. Kun et meget lille antal blev dræbt af indianere langs ruten...! Efter at have set museet kom hjulsporet lige pludselig til at stå i et helt andet lys, og vi var alligevel glade for, at vi havde taget den store omvej. - Fordi vi havde gået i heden ude ved sporet, var det som om vi meget bedre kunne forestille os, hvordan det måtte have været for disse familier at gå dag efter dag efter dag efter...... at have sat sit eget - og måske familiens - liv på spil for at opnå et bedre liv; have gået tusindvis af miles og ikke vidst, hvad der ventede forude - pludselig gik det op for os hvor beskyttet og nemt vi har det i vore dage.