(Lørdag 9-8) Vi stod op før kl. 6 om morgenen for at deltage i det daglige "race" ind i Yellowstone nationalparken - racet står på gennem hele sommeren og starten går hver morgen, når de nyankomne turister kører om kap for at få en campingplads inde i parken. Vi havde strategisk placeret os i byen Cody, ca. 50 miles vest for parken - og med vores tidlige start mente vi at have en god position. Vi havde udset os en campingplads, som lå yderligere 56 miles inde i parken - altså ialt en strækning på 106 miles (over 160 km). Det var lige ved ikke at gå - da vi nåede frem til campingpladsen, var der kun 4-5 ledige pladser!