Vi havde hængt ud ved rodeo'et så lang tid, at vi kom for sent op til "Little Big Horn Battlefield" - porten var lukket! (Stedet er i dag et nationalmonument, hvor man skal betale for at komme ind...!) Slagmarken viste sig at ligge i noget nær gå-afstand fra Rodeo-areanaen. Henrik blev enormt begrejstret ved tanken om, at "Tipi Capital of The World" nok lå samme sted, som indianernes lejr havde ligget i 1876 - og at vi havde sovet der mellem tipierne oven på den gamle lejr. Men hans begrejstring varede kun kort, for da han fik kontakt med en ranger bag hegnet, kunne han fortælle, at lejren havde ligget på den anden siden af slagmarken. Øv, øv!
Little Big Horn er det eneste slag, hvor indianerne har slået de hvide i "regulær kamp", og samtidig er det nok det eneste sted på fastlandet, hvor nutidens amerikanere kan besøge et sted, hvor deres tropper har fået tæsk af en fremmed magt. Vi har mødt amerikanere, der har fortalt os om den følelse, de har haft, ved at gå rundt på slagmarken - "Hvad de stakkels mænd ikke havde gået igennem". Vi forsøgte at forklare dem, at vi nok så anderledes på det - "Endelig et slag hvor det er lykkedes de indfødte havde at slå de fremmede besættere"... det var vist en ny vinkel for dem.
Et andet udtryk for denne holdning kan måske også aflæses i at "Little Big Horn Battlefield", som nævnt, er ophøjet til National Monument, selv om det ligger midt inde i "Crow Indian Reservation". Monumentet er udbygget med besøgscenter, plancher der folklarer slaget, mindeplade for de faldne, mv. Til sammenligning er "Wounded Knee Massacre" stedet, hvor de hvide i 1890 dræbte over 300 indianere (mest kvinder, børn og gamle mænd), i "Pine Ridge Indian Reservation" udstyret med et håndmalet blikskilt..... historien skrives som bekendt af sejrherren.....!
