Dernæst var der præsten; igen, glem alt om en distanceret sortklædt m/k, som fordømmer os alle og snakker om "syyyyynd". Her taler vi om en udadgående, inspirerende, vedkommende præst, som virkelig får en til at føle fællesskab og samvær med de andre kirkegængere... f.eks. startede han sin prædiken med at bede alle om at rejse sig op og hilse på dem, der sad 2 rækker bagved én... kunne man forestille sig det i en dansk folkekirke!? - Eller det, at præsten stod og fortalte vittigheder i sin prædiken!?
