... Indianerne her er fastboende fiskere og minder i udseende om eskimoerne på Grøndland. De boede oprindeligt i langhuse helt ude ved vandet; i dag bor de - som de fleste indianere - i "trailere". - Vi bliver helt flove over vores barndoms billede af en kreds af tipier med en totempæl i midten. Når man står herovre kan man godt se, at det er noget rod; dels har prærie-indianerne, som jo bor i tipierne, ikke adgang til så store træer. Men samtidig er det jo lidt usandsynligt, at et normadefolk skulle fremstille så store og tunge kunstgenstande, og så have besværet med at flytte dem med rundt, når de vandrer...!
Faktisk var det også først efter mødet med de hvide, at indianerne ved kysten fik metalredskaber, så de kunne hugge de store skulpturer ud af træstammerne - inden den tid lavede de kun primitive træskærer-arbejder med flintestensredskaber. Så perioden, hvor indianerne skabte totempælene, er begrænset til 100-150 år. I begyndelsen af 1900-tallet blev det, som led i en politik, der skulle udrydde alt indiansk kultur, forbudt ved lov at lave totempæle!