Stammen har et flot museum med alskens ting, som er fundet i en gammel landsby lidt oppe af kysten. Ved indgangen hang denne "torden-fugl", den var kæmpe stor, "det er den størrelse, de har" som manden i museet forklarede. Han fortalte os også Makah indianernes skabelses-beretning:
"Det første menneske på jorden var en kvinde. Hun levede alene sammen med dyrene og planterne og havde det egentlig fint. Pludselig en dag opdagede hun dog, at hun var det eneste menneske, og at der slet ikke var nogen, hun kunne snakke med. Hun gik ned til stranden, hvor hun satte sig ned og græd. Tårene fra hendes øjne blandede sig med væden, som løb fra hendes næse, og ud af de to tilsammen blev skabt en lille bitte mand. Hun tog en muslingeskal og løftede forsigtigt manden op og tog ham med sig hjem, hvor hun passede og plejede ham, så han kunne vokse sig stor." Og på den måde blev verdens befolkning skabt!
En anden ting, som manden fortalte, var at de første hvide, som indianerne havde haft kontakt med, var kommet sejlende i deres store træskibe. Makah indianerne havde oprigtigt troet, at de hvide levede på vandet i disse skibe, så de havde kaldt dem for "Menneskene med huse på vandet".