Som det ses på billedet byggede fortidens indianere - eller Anasazi'erne, som man oprindeligt kaldte dem - landsbyer inde i klippernes naturligt udskårne "huller". Det var det perfekte forsvar, da man kun kunne komme ned til byen via få og smalle adgange. Oprindeligt har folkene dog ikke specielt haft behov for forsvar, da man mener, at de har levet i fred og med en næsten demokratisk levevis. Hver person havde sit ansvar, som jæger, landmand, pottemager, osv. Men på et tidspunkt er folk rejst derfra over hals og hoved og har kun medbragt deres vigtigste ejendele; - hvorfor kan man kun gisne om!! En god grund til at bygge på denne måde er også, at der i disse egne er meget varmt om sommeren og meget koldt om vinteren; men på denne måde har folkene "udjævnet" forskellene, da klippen både er med til at lave skygge og holde husene kølige om sommeren og samtidig lave læ og holde lidt på varmen om vinteren.