(Fredag 25-7) "Dorothy Molter Museum". Dorothy Molter var en enlig dame, som levede 50 år alene langt ude i ødemarken. Hun var oprindelig kommet til stedet som sygeplejeske for en syg skovhugger, da han døde overtog hun stedet og blev selv boende til sin død. Nu har en historisk forening fået to af hendes hytter flyttet til Ely, hvor vi behageligt kunne køre til døren.
Helt ensom havde Dorothy Molter nu ikke været. Om sommeren fik hun besøg af forbipasserende kano-sejlere. På en alm. sommer kunne det give op til 6000 besøgende. Hvis en af kanoerne havde en knækket pagaj var det en tradition at give den til Dorothy, som byggede et stakit rundt på sin ø med de knækkede pagajer. Det var blevet så presticefyldt at få sin pagaj i stakittet, at de besøgende begyndte at medbringe oversavede (knækkede) pagajer, smukt dekoreret med navn og mærke.
Dorothy Molter havde tjent en ikke ringe skilling på at lave "Root Beer" til gæsterne. Henrik har købt en for at smage fænomenet. "Root Beer" er en slags sodavand, uden brus, der smager som fun-tyggegummi - hvis nogen kan huske, hvordan det smager! - Efter 2 slurke og masser af velvilje, ryger resten af flasken i affaldsspanden (uden at de flinke damer på museet kan se noget ;-) ).
Vi er langt ude på landet heroppe og kan ikke lige finde en telefonboks, da vi vil ringe hjem til Laura; i stedet låner vi en telefon i den lokale købmandshandel.
Frokost ved Soudan, en nedlagt jern-mine... i baggrunden transportbåndet hvor malmen blev puttet ned i togstammerne, som fragtede den videre ned til Two Harbors, hvor den blev udskibet...
Efter frokost gik turen ned i minen... Ann synes at føle sig godt tilpas med igen at have en sikkerhedshjelm på! Desværre var det ikke muligt at tage et billede i elevatoren. Det var den samme elevator, som minearbejderne i sin tid havde brugt. Vi stod klemt sammen, 8 personer, på ca. 1,5 x 2 meter, og så gik det ellers bare nedad...
Vi fik en kort introduktion i et mandskabsrum...
...inden turen fortsatte længere ind i minen med et lille tog.
Det er ikke meget, man kan se på billedet, det var heller ikke meget, man kunne se i minen. Der var mørkt og koldt; vi havde dog en helt fantastisk guide, som på levende vis forstod at formidle følelsen af, hvordan det måtte have været at arbejde i minen.
Vi var 27 etager nede, 2341 feet under overfladen = 734 meter.
Minens elevatortårn, elevatoren kørte skråt nedad, så man endte 1/2 kilometer til venstre for, hvor man startede.
Ann skyder en bjørn.... Vi havde fået anbefalet at tage ud til et "Bear Sanctuary". Oprindeligt var her en skovhuggerlejer, hvor man hvert år måtte skyde adskillige bjørne, når de kom for at stjæle mad. Efter nogle år var kokken i stedet gået over til at lægge mad ud, og denne praksis er nu overtaget af en frivillig organisation. Bjørnene er vilde bjørne, som kommer forbi for at få et let måltid mad. Man har bygget en udsigtsplatform, hvor "turister" kan stå og kigge ned på bjørnene.
Bjørneungerne sad oppe i træerne... det kan være svært at se på dette billede, men der er to unger i træet i midten.
Bjørnen dækker over sin mad med armen, så "naboen" ikka kan se, hvad den har!
Bjørne-stedet lå langt ude i skoven og fodringen stod på fra sen eftermiddag til tidlig aften. Så da vi kører derfra, kommer vi til at køre i den tidlige skumring. Vi havde hidtil undgået dette, da risikoen for at ramme et hjorte-dyr på vejen er langt større på denne tid af dagen. Vi så da også adskillige dyr på og langs vejen; som denne enlige hjort (hjorten er den brune klat midt i billedet ;-) )
Vejene er lange, lige og omgivet af skov!
(Lørdag 26-7) Fast food stedet reklamerer med, at maden serveres med "Freedom Fries" - det er pommes frites, de hedder ellers "French Fries", men mange amerikanere er så skuffede over, at Frankrig ikke støtter krigen i Irak, at de vil af med alt, hvad der er fransk.
Vi har talt med amerikanere, som synes at frankrig overhovedet ikke udviser taknemmelighed over, at amerikanerne i sin tid befriede franskmændene fra tyskerne; "havde det ikke været for vores sønners blod havde franskmændene talt tysk i dag". De samme mennesker er overbevist om, at Saddam var medskyldig i 11. september, og at han er en trussel for USA, så de forstår vitterligt ikke, at Frankrig ikke vil hjælpe dem på samme måde som de i sin tid hjalp.
Skiltet slutter "Held og lykke tropper".
Vi kom forbi Mississippi River igen, tæt på hvor den udspringer...
...det er ikke meget andet end en stor å!
Henrik smider skoene og vader en tur i floden...
... det kan være vanskeligt at indstille kameraet, aktivere selvudløseren og nå helt ud til åen (undskyld floden!).
Sådan ser det altså ud, hvor Mississippi "springer ud", det er floden til venstre i billedet ;-)
Ann har udviklet en teknik, hvor hun holder kameraet ud i strakt arm, så hun kan fotografere os sammen foran alt muligt - her er det skiltet, der markerer Mississippi's udspring - hun er som regel i stand til at nive Henrik bagi med den anden hånd samtidig - det er derfor, han altid ser så tumpet ud på disse billeder...
... når hun forsøger at lave vores selvportræt på den måde, er der som regel en amerikaner, der fluks tilbyder at tage et billede med os sammen. For det meste er det "lettere" bare at stille op til fotografering end at forklare den flinke person, at vi hellere vil have vores intermistiske billede. Vi vælger så efterfølgende kun vores eget billede. Dette billede er taget af en flink amerikaner og er taget med for sammenligningens skyld; bedøm selv!!
Vi forlader Mississippi River....
...og benytter anledningen til at køre ned af nogle småveje...
... her er mange søer.
Cheffotografen skyder blomster...
Ingen beskrivelse
Ingen beskrivelse
Vandet står mange steder meget højere end normalt...
....som her, hvor det er muligt at sætte både i vandet... ude ved stolperne!
Stemning!
Mere stemning!
Endnu mere stemning - en flok køer er gået ned til en lille bæk for at tage lidt vand.
Ingen beskrivelse