Vi er lige kørt over grænsen til staten Utah, og vi stopper for at se udsigten over "Great Salt Lake Desert" - det er her man om sommeren forsøger at sætte fart-rekorder med de karakteristiske raketformede biler.
.... salt, salt og atter salt - man forstår godt, at Brigham Young, da han kom hertil med sin skare af mormoner i 1848, besluttede at "nu havde de fundet deres paradis" ved søens frodige bred - og dermed slap for at skulle rejse igennem denne salt-ørken!
Vi er midt i september og de første juleting er i butikkerne... glædelig jul!!
Vejret er ikke for godt her i Utah - skyerne ligger lavt over bjergene og truer hele tiden med regn!!
Et typisk hverdagsbillede...!
(Onsdag d. 17/9) Da vi ankommer til Salt Lake City er det REGNVEJR (!), så da vi jo har den holdning, at det er ens påklædning og ikke vejret, der er noget galt med, væbner vi os med store støvler, regnjakker, paraply, osv. Til gengæld skynder vi os også tværs over gaden og ind på det første museum, vi ser :-)
Salt Lake City (og i det hele taget staten Utah) er Mormonernes højborg. Næsten alt i byen er styret og ejet af kirken "The Church Of Jesus Christ Of Latter-Day Saints" (også kaldet mormoner!).
På museet (som er gratis!!) bliver vi budt personligt velkommen af en kustode, som fortæller os om, hvilke fantastiske ting vi kan se på museet.
Museet fortalte kirkens historie, startende med Joseph Smith's barndom og helt op til den verdensomspændende organisation, som kirken er i dag.
Vi fik også en lidt anden vinkel på "Mormons trail" end den, som vi havde fået på Oregon Trail'et-museet i Wyoming; her havde vi oplevet en multimedie præsentation af et vogntog med mormoner, der var startet for sent ud fra østkysten og derfor døde i hobetal i sneen ved Devil's Pass. De var ikke nævnt med et ord på dette museum - til gengæld kunne vi høre om, hvordan mormonerne med deres trækvogne oftest var bedre organiseret end de andre rejsende vestpå... Henrik mente, at det var lidt ligesom at fortælle rumfartens historie uden at nævne Challenger...!
Solen er delvist brudt gennem skyerne, så vi går over til velkomstcenteret... eller det ene af dem, for der er faktisk to i "Temple Square"! (Temple Square er Mormonernes hovedkvarter.)
Læg lige mærke til hvilken luksus man har råd til at byde sine gæster...!
Vi blev anbefalet at tage en halv times-koncert i "The Tabernacle" for at høre det fantastiske orgel. - Hvilket vi gjorde! Faktisk var det meget anderledes end at høre et dansk kirke-orgel, da dette har mange flere toner og derved kan spille meget mere nuanceret!
Mormonerne går meget op i slægtsforskning, så ikke kun én selv, men også ens forfædre kan blive døbt og derved frelst!! I Temple Square har de et "Family Search Center", hvor de (gratis!) stiller computere og ansatte til rådgihed, så man kan "lede" efter sine forfædre enten i deres store digitale samling af kirkebøger fra hele verden på internettet. Når man så har fundet en forfader, kan man med det samme (digitalt) sende personen til "døbefonden". På den måde kan man frelse alle sine forfædre helt tilbage til kong Ruder var knægt....!
... Vi benytter dog lejligheden til bl.a. at tjekke vores e-mail;-)... nå ja og Henrik forsøgte selfølgelig lige at finde en forfader, som han ku' frelse! (Hvilket ikke lykkedes.)
Joseph Smith Memorial Building. Joseph Smith er Mormonernes grundlægger; historien går på, at han finder nogle guldplader, hvorpå Mormonernes Bog er skrevet. Han kan dog ikke læse det sprog, som Bogen er skrevet på, men selvfølgelig (!) kommer der en engel ned fra himlen, som giver ham evnen til at læse det. Han går i gang med at oversætte teksten og lige da han er færdig, kommer englen tilbage og tager både guldpladerne - men også hans evne til at læse det gamle sprog!! Heldigvis har de jo så oversættelsen :-)
Selve bygningen var meget eksklusiv med tykke tæpper på gulvene, store søjler og lysekrone. Derudover var der levende klassisk musik, som man (gratis!) kunne nyde i hall'en.
Et gadebillede fra Salt Lake City. I baggrunden ses Mormonernes tempel med alle spirene, og til venstre i billedet Mormon-kirkens administrationsbygning, som er den højeste bygning i byen.
Mormonernes relativt nybyggede konferencecenter. Inden terrorangrebet d. 11. september kunne man frit vandre rundt, men nu til dags skal man følges rundt af en guide; og da der ikke var specielt mange mennesker fik vi vores helt egen rundtur!
Bemærk byggestilen.... minder den ikke lidt om den man brugte i Det 3. Rige og Sovjetunionen!?!
I baggrunden fornemmer man lidt, hvor stor konferencesalen er. Der er plads til 21.000 personer i salen, og man har fasciliteter til at oversætte til 60 forskellige sprog - simultant, vel at mærke!!! Derudover kan vi nævne, at der er brugt 85.000 km ledninger (mere end to gange jorden rundt!), og at den største bjælke, som bærer bygningen, vejer ca. 621 ton!!!
I forgrunden vores guide - som desværre blev kaldt bort lidt efter, at billedet er taget, fordi han skulle guide nogle tyskere og var den eneste, der kunne sproget. I stedet fik vi en dame til at vise os rundt; Ærgerligt "bytte", da han var en ret interessant og levende guide og desuden vidste meget mere om selve bygningen og kirken end "udskifteren"!!
Orglet er specielt fremstillet, og har 130 "rækker" af piber, som ialt giver 7667 individuelle piber. Lettere overvældende!
Rundt omkring i konference-centeret hang og stod der masser af kunst. Bl.a. denne statue af en indianerfamilie, som Ann var meget fascineret af.
Det meste af kunsten var stilmæssigt 100-200 år gammel, men viste sig alt sammen at være lavet inden for de seneste 5 år (!) - minder det ikke lidt om det man oplevede i... nå, never mind!
Over de bonede gulve ledet af vores "erstatnings-guide", også her i konference-centret var der levende musik. Fløjtenisten, der kan skimtes til højre i billedet, stod anonymt og spillede, så hele huset gav genlyd af de klare toner.
Udsigten fra konference-centerets tag ned over Temple Square.
Mormonerne har gjort meget ud af at få konference-centeret til "at passe ind"; bl.a. har man lavet taget i flere niveauer og plantet over 70 forskellige træ-sorter for at få det til at minde om de bakker, der omgiver området.
Det var nok meningen, at man som besøgende skulle blive imponeret; vi blev nu mere forundrede og foruroligede over denne opvisning af "penge og magt".
Efter at vi har fået et godt indblik i Mormonernes liv og gøren (læs=fået nok :0) ), kører vi videre ud til en åben kobber-mine, som ligger lidt uden for Salt Lake City.
"Bingham Canyon Mine" - verdens største åbne mine! Med en diameter på over 4 km kan udgravningen faktisk ses på satelit-fotos!!
De trucks, som man kører rundt med nede i minen, kan lige nøjagtig skimtes, som små fluer på billedet! Hertil skal så tilføjes, at de kan laste 255 TONS materiale pr. læs, kører i gennemsnit 25 km/time, og at føreren sidder oppe i 6 meters højde... og så koster de over 12 mio. kr. stykket!! En truck har 6 dæk, som hver koster ca. 125,000 kr - og holder i ca. 9 måneder... halv-dyr flåde de holder sig :-)
Det var nu et imponerende sted, må vi sige!
Ingen beskrivelse
Nedgående sol over Utahs landskab.
Vi overnatter på en Walmart og tager en aftentur i forretningen. Her falder vi over Dobby, som har fået sit helt eget personale-navneskilt :-)
(Torsdag d. 18/9) Vi har spurgt en af de lokale om, hvor man går hen og spiser morgenmad her i Ephraim, hvor vi befinder os; vi endte så nede i bowlinghallens cafeteria, som serverede masser af snasket morgenmad inkl. pandekager, æg, bacon, osv.
Vi fordriver ventetiden, inden maden bliver serveret, med at finde ud af, hvilke nationalparker vi skal se her i Utah!
Vi kører mod Capitol Reef National Park - den første i rækken af Nationalparker, som kendetegner "The Grand Circle" - men må vende om, da vi synes, at bilen ryster og trækker ekstremt meget til højre!
Hos en lokal mekaniker får vi at vide, at dækket "har et løst bånd", som gør at vi bliver nødt til at købe et nyt dæk. (Det andet kunne simpelthen eksplodere, så det var da heldigt, at vi valgte at få gjort noget ved det!!)
Det tog lige det meste af formiddagen, men vi fik det ordnet og fortsatte mod naturen.
Vi var kun lige nået forbi, hvor vi var vendt om, da Henrik fik øje på dette lille nordiske museum. "Desværre" var der lukket, og da der ikke var nogen der svarede, da han bankede på, og han ikke kunne finde nogen henvisninger til en ejer eller lignende, måtte vi køre videre med uforrettet sag!
En græskarmark..... man er tydeligvis i gang med at dyrke til Halloween!