Vores vej ud af Yellowstone førte os op gennem "Bear Tooth Pass" i 10.940 ft. højde (ca. 3300 m). Bemærk hvordan vejen snor sig gennem landskabet!
Vi kom rigtig tæt på sneen - hvilket virker helt specielt, når man lige kommer fra nogle og tredive grader.
Man er ikke så nøjeregnende herovre... pyt med at vejen snor sig og stiger adskillige grader; hastighedsgrænsen er 70 miles i timen (ca. 110 km/t) - og nå ja, så lige 65 om natten!
I Billings finder vi endnu en af restauranterne fra Ann's guidebog - denne her er kendt for sine monster-pandekager! Historien går på, at restaurantions-mutter havde en stegepande, som bare ikke kunne finde ud af at lave små pandekager; så i stedet for at skifte panden, lod de giganterne være deres varemærke. Og de ER store, sku' vi hilse og sige - ikke kun i omkreds, men også i tykkelsen!! Hvis man kan spise 4 af dem, får man en gratis gigant kanel-snegl... det er der vist overhovedet ikke nogen risiko for.....!
Vi ender med at bo tre nætter i Billings; temperaturen er over 40 grader, og vi er rimelig udasede efter at have kørt 6-21 hver dag i Yellowstone. Det meste af tiden hænger vi ud i en bypark, som her, hvor Ann skal til at spise sin frokost.
I Billings var vi til det årlige Montana Fair - det lignede de andre Fair's, vi har været til: Konkurrencer om største græskar, flotteste hest, o.s.v. Hvad der var nyt her, var et bur med tigre, som man gratis kunne kigge ind til - der var mindst 6-7 af disse store dyr i et lille bitte rundt bur...
... ved siden af var opstillet et slags foto-atelier, hvor man for 15 dollar (ca. 100 kr.) kunne blive fotograferet sammen med en tigerunge. De små unger så ikke ud til at være mere end et par uger gamle; klokken var tæt ved 22, og de små kræ var blevet taget ind og ud af deres lille bur (i baggrunden) siden markedspladsen åbnede om formiddagen - de så fuldkommen udasede ud. Alligevel syntes køen, af amerikanske forældre med deres unger på armen, ingen ende at ville tage; - alle skulle de fotograferes med en tigerunge på skødet. Henrik var rystet (og rasende); dette her kunne man forvente at se i et tredie-verdens land - det burde ikke høre hjemme i "guds eget land".
(Torsdag 14-8) Vi kørte fra Billings ud til "Crow Indian Reservation", hvor det årlige Crow Nation Pow-wow og Rodeo afholdtes. Arrangementet har tilnavnet "Tipi'ernes hovedstad", hvilket man forstod, når man kom ned i dalen, som var spækket med tipier.
Vi var kommet tids nok til Pow wow'et til at overvære "the grand entry". En slags åbnings-dans, hvor alle de dansere, som skal konkurere de næste par dage, deltager.
Danserne kommer ind i danseringen i en på forhånd bestemt rækkefølge: Forrest fanebærerne med "Stars and Stripes" og "the Feathered Staff", der repræsenterer traditionelle indianer-værdier - fanen bæres altid af krigsveteraner, og det anses for en stor ære at være bærer (fanebærerne ses til højre i billedet).
Efter fanen kommer "de royale"; unge, og i indianernes øjne nok også smukke, piger, der er blevet valgt af deres stammer til at repræsentere dem rundt om i landet. Titlerne minder meget om deres "vestlige amerikanske" forbilleder: "Miss Nothern Cheyenne Pow wow", o.lign.
Pow wow'en tiltrækker dansere fra både USA og Canada. Den forreste danser på dette billede er fra Apache-stammen i New Mexico.
Danserne hører til kategorien af traditionelle dansere; de bevæger sig karakteristisk "tå til hæl" stødvis i takt til trommen.
Ingen beskrivelse
"Fancy dancers", til højre i billedet, er de mest kreative dansere. De kaster deres kroppe ind i vilde "spin", der får dem til mest af alt at ligne farvestrålende fjer-kugler, som ruller hen over danseringen.
Et kig ud over dansepladsen, "We still have more dancers comming in..."; speakerens stemme voksede i stolthed, mens han blev ved med at bede danserne gøre plads til flere.
Til venstre i billedet (inde omkring pælen) ses alle "prinsesserne". Alle danserne bevæger sig i takt til trommen, mens de sveder tran under deres store dragter; temperaturen er over 40 grader.
Selv om vi denne gang følte os lidt bedre forberedt, havde vi stadig fornemmelsem af ikke at være rigtig velkommen. Det er svært præcis at sætte fingeren på, hvad det er, der gør det... det er vist mest af alt bare en stemning. Normalt, når vi bevæger os rundt i USA, er folk meget interesseret i at høre, hvor vi kommer fra - med det mærkværdige sprog. Men ude ved Pow wow'erne er der ikke rigtig nogen, som taler til os. Lige som vi denne gang var kommet i rigtig god tid før arrangementet startede og havde sikret os en plads i forreste række med vores klapstole. Alligevel kommer der en indianer-famillie på 8, og placerer dem selv og deres stole lige foran os - uden så meget som at spørge om det er ok med os - almindelig høflighed, ikk'...!?. Enten er der tale om en helt speciel indiansk egoisme - eller også er det udtryk for en slags "skrid, det er vores fest". Vi vælger at tolke det, som det sidste....!!
En ung kvinde kommer ridende til Pow-wow'en. Hun rider uden saddel, hvilket i sig selv lyder romantisk nok, men i den stegende hede (over 40 grader) betyder det bare, at hendes cowboybukser er fuldstændig gennemblødte (bagi) af sved fra hestens ryg.
(Fredag 15-8) Vi fandt en ledig plads og sov i vores bil mellem alle tipierne. Om morgenen startede festlighederne med et optog... indledt med "prinsesserne" forrest.
...fulgt af høvdingene...
Ingen beskrivelse
...og derefter alle "de andre"! Denne lille pige red, som man ser på billedet, på en "Mor-hest", - og føllet fulgte bare med - uden at være bundet!!
Optoget mindede en hel del om dets "hvide amerikanske" forbillede - bare med indiansk fortegn.
Ingen beskrivelse
Vi besluttede at tage ud og se rodeo i stedet for at sidde og føle os ikke velkomne ved dansecirklen. Rodeo-arenaen lå under 1 km. fra dansepladsen.
Når man siger rodeo, tænker vi oftest på en arrig hest og en mand der, som her, kæmper om, hvem der skal bestemme...
... da dette er de inledende runder, skal rytteren "bare" holde sig i sadlen i 8 sek. De to cowboys ved siden har har så til opgave af få ham sikkert af hesten, når de 8 sek. er gået...
... hvorefter de skal fange hesten igen - her er rytteren kommet sikkert af og kan ses gående til venstre i billedet...
... og hesten er vel indfanget!
Selfølgelig går det ikke altid så glat - nogle gange smider hesten selfølgelig manden af, inden de 8 sek. er gået.
Vi havde sikret os en plads helt nede ved hegnet...
... sammen med de lokale unge.
Mellem konkurrencerne var der forskellige opvisninger; som denne, hvor han står overskrevs på to heste på en gang, mens han hopper over bilen.
Rodeo er faktisk mere end arrige heste; mange af konkurrencerne handler faktisk om at kunne "håndtere" en kalv. Som her, hvor to ryttere rider op på siden af kalven, den ene rytter springer af og skal have fat i kalven - på billedet er rytteren til højre på vej af sin hest, og man kan skimte hans støvle lige over sadlen...
... rytteren skal så få kalven ned og ligge ...
... og holde den der i mindst 6 sek., før opgaven er fuldført... samlet tid for en god rytter: under 10 sek.!
Det er dog ikke altid, at opgaven lykkes - her er rytteren f.eks. sprunget af for sent, og da kalven har taget lidt af sin fart af samtidig, lander manden foran kalven.
Kvinderne havde deres egne konkurrencer; her er det "barrel racing", der går ud på hurtigst muligt at kunne ride en bane rundt med 4 tønder.
Vi er godt klar over, at det er politisk ukorrekt at sige, at mænd og kvinder ikke kan de samme ting, men at se nogle af de konkurrencer, hvor kvinderne f.eks. skulle fange en kalv med lasso... det var en ynk! Mens mændene snildt kunne fange kalven med lasso, hoppe af hesten og binde 3 af dyrets ben sammen - alt sammen på under 8 sek. -, så kunne ingen af de kvindelige deltagere få lassoen om dyrets horn. Det grænsede til dyreplageri, når den stakkels kalv blev jagtet rundt i manegen, mens de kvindelige deltagere fjumrede med lassoen.
Ingen beskrivelse
Ingen beskrivelse
To svedende danskere i forreste række... mens vi venter på aftenens højdepunkt...
... "Bull riding"!! - For dem, der ikke ved, hvad det går ud på, kan vi afsløre, at det handler om, hvem der kan blive siddende længst tid på en tyr.
Dette var det, vi havde ventet på at komme til at opleve, men efter at have set det "live", må vi indrømme, at det ikke helt kommer på højde med den tilsvarende diciplin udført på hest, da hesten kan lave nogle helt utrolig (sjove!) bukkespring, som tyren slet ikke kommer i nærheden af!
Efter Rodeoet er slut, kører vi bort fra området og får lige et sidste kig ned over "Tipi Capital of The World"
Vi havde hængt ud ved rodeo'et så lang tid, at vi kom for sent op til "Little Big Horn Battlefield" - porten var lukket! (Stedet er i dag et nationalmonument, hvor man skal betale for at komme ind...!) Slagmarken viste sig at ligge i noget nær gå-afstand fra Rodeo-areanaen. Henrik blev enormt begrejstret ved tanken om, at "Tipi Capital of The World" nok lå samme sted, som indianernes lejr havde ligget i 1876 - og at vi havde sovet der mellem tipierne oven på den gamle lejr. Men hans begrejstring varede kun kort, for da han fik kontakt med en ranger bag hegnet, kunne han fortælle, at lejren havde ligget på den anden siden af slagmarken. Øv, øv!
Little Big Horn er det eneste slag, hvor indianerne har slået de hvide i "regulær kamp", og samtidig er det nok det eneste sted på fastlandet, hvor nutidens amerikanere kan besøge et sted, hvor deres tropper har fået tæsk af en fremmed magt. Vi har mødt amerikanere, der har fortalt os om den følelse, de har haft, ved at gå rundt på slagmarken - "Hvad de stakkels mænd ikke havde gået igennem". Vi forsøgte at forklare dem, at vi nok så anderledes på det - "Endelig et slag hvor det er lykkedes de indfødte havde at slå de fremmede besættere"... det var vist en ny vinkel for dem.
Et andet udtryk for denne holdning kan måske også aflæses i at "Little Big Horn Battlefield", som nævnt, er ophøjet til National Monument, selv om det ligger midt inde i "Crow Indian Reservation". Monumentet er udbygget med besøgscenter, plancher der folklarer slaget, mindeplade for de faldne, mv. Til sammenligning er "Wounded Knee Massacre" stedet, hvor de hvide i 1890 dræbte over 300 indianere (mest kvinder, børn og gamle mænd), i "Pine Ridge Indian Reservation" udstyret med et håndmalet blikskilt..... historien skrives som bekendt af sejrherren.....!
Montanas officielle nummerplade - "Big sky" og ko kranier.
(Søndag 17-8) Fra "Crow Agency" gik turen vestpå...
...til Missoula hvor vi for første gang overnatter på et "klassisk" amerikansk motel; en etage og hver gæst har sin egen parkeringsplads... lige uden for døren - det var faktisk rigtig nemt og bekvemt!
(Mandag 18-8) Vi benyttede formiddagen til at købe en ny madras i Missoula. Bilen var fra udlejers side udstyret med en tynd skumgummimadras, og Ann havde efterhånden fået permanent hold i ryggen. Så med denne "lille ekstraudgift" til en ny og meget bedre springmadras, håbede vi at rette op på dette...! På billedet ses den nye madras - lige "monteret" bag i bilen.
Ingen beskrivelse
(Tirsdag 19-8) Vi havde egentlig besluttet at køre uden om Glacier Nationalparken, fordi der var store skovbrande derinde. Men om morgenen læste vi på en status tavle, som var ophængt i Walmart, at vejen gennem parken var genåbnet. På billedet er vi ca. 30 miles fra indgangen til nationalparken, og sigtbarheden er reduceret kraftigt pga. røg - og her lugter af bål!
Ved indgangen til parken står to rangere og informere om, hvor det stadig brænder. Oversigtskortet viser omfanget af de fire brænde, der er aktive. Vi kører ind i parken midtfor og nederst på kortet, direkte sydøst for den største af brandene, der har fået navnet "Robert Fire"...
... her er vi ca. 10 miles inde ad "Going To The Sun" vejen - dette skulle være en af USA's smukkeste udsigter med søen forrest og flotte bjerge bagved -, men pga. røg kan vi kun se de første 20 meter af søen og så ikke mere...
... da vi alligevel ikke kunne se noget, besluttede vi at vende om og køre ud af parken igen - på vejen ud tog vi lige et billede af skiltet; de eneste bjerge vi fik af se i Glacier!
Udenfor Glacier nationalparken ligger et helt bælte af turist relaterede indretninger - lige fra moteller over campingpladser til dyreparker og vandland. Vi kom forbi denne flotte indgang til et af disse steder, først troede vi at ørnen var lavet af træ, men ved nærmere øjesyn viste den sig at være af gammel jern.
Et intermistisk skilt ved vejen udtrykker beboernes taknemmelighed overfor branmændenes ulige kamp mod flammerne.
Vi sætter kursen nordpå mod Canada, og himlen klarer op.