Selv om solen skinnede det meste af tiden, kunne man godt fornemme, at det var ved at være efterår!
EFter at have kørt rundt inde i regnskovsområdet kom vi (endelig!) tilbage til kysten....
....Er det ikke smukt!
Henrik forsøger sig igen med et kunstbillede!
Henrik tror stadig, at han befinder sig i "Halo"-verden og render derfor rundt og skyder efter alt og alle med hans "maskingevær"...!
Imens forsøger Ann sig med en lidt mere normal "sport": Indsamling af diverse effekter på stranden;-)
Bla. faldt hun over disse krabbeskeletter (som hun dog pænt lod ligge!).
Alt dette er drivtømmer, som er skyldet op med tidevandet. Faktisk er det ikke ualmindeligt at finde selv ting, som er sejlet hele vejen over Stillehavet fra Asien!!
Vi havde læst, at man skulle kunne se søstjerner på disse kanter, så vi forsøgte at finde dem ude ved klipperne.
Vi finder dog ikke andet end disse søanemoner.
Vi opgiver ævret og sætter os i stedet på klipperne og nyder livet!!
På vejen tilbage til bilen falder vi over disse "sten", som sandet har slebet små huller i, når vandet har taget sandet med hen over stenen. Utroligt hvilken kraft vand og sand kan have på længere sigt!!
Ingen beskrivelse
Vi finder en campingplads, som ligger lige ned til stranden og går en "sidst-på-eftermiddagen"s-tur! (Det er som tidligere nævnt ved at blive efterår, så solen går nu ned allerede inden 8.)
Henrik finder en hule, som nogen har bygget af en masse drivtømmer...
...Og Ann finder et "lille" krabbe-skelet!
Ann nyder solnedgangen!
Bedøm selv...!
Vi nyder morgenmaden med udsigt til havet... det har dog ikke været en udelukkende positiv oplevelse, da natten har været kold, fordi vi er så tæt på havet.
Dette skilt var sat op ved toiletterne... godt man ikke mødte en af dem midt om natten!!
Endnu et eksempel på amerikansk patroitisme.. et velkommen hjem skilt i vinduet til det lokale supermarked; det er svært at sige om stavefejlen i "Iraqi" er tilsigtet eller et udtryk for vanlig amerikansk geografiforståelse.
Vi syntes, at dette meget rustikke skilt var så pænt, at det måtte med! Samtidig kan vi så nævne, at vi faktisk har været ind og ud af Parken en del gange efterhånden, fordi man ikke kan køre rundt inde i selve parken, men er tvunget til at tage nogle stikveje ind og så køre ud og rundt om, for at komme hen til næste "attraktion"!
Vi havde egentlig besluttet os for, at "nu havde vi været der", men da vi på vej ud lige stoppede og snakkede med en ranger, vidste det sig, at vi var gået glip af "tidepools" (pøler, som opstår omkring små klipper i nærheden af stranden, når tidevandet trækker sig tilbage). Og da disse pøler skulle indeholde de søstjerner, som vi ikke havde fundet dagen før, besluttede Ann (!), at vi ville blive til kl. ca. halv to om eftermiddagen, hvor tidevandet var lavest og der derfor skulle være størst sandsynlighed for at se dem!
Vi blev så også belønnet for vores venten, som det ses nederst i billedet!
Et nærbillede skulle der jo til....! Læg mærke til, at de faktisk findes i flere forskellige farver!
Vi var fascinerede over at se, hvordan vandet havde slebet klippen helt ned - nærmest i baner - når tidevandet kom tilbage og fik vandet til at løbe ind over!
Ingen beskrivelse
Vi fandt også denne ret store søanemone, som faktisk var på størrelse med en solsikke-blomst! - Utroligt hvilket liv, der lever i sådanne nogle klipper!
Flere gange mens vi var ved stranden - eller kørte langs med havet - oplevede vi denne meget tykke "mist"; hvis man ser forrest i billedet er det helt klart og alt er badet i solskin, men hvis man kigger længere nede af stranden, er det hele gemt bag et tykt lag "dis". Det pudsige ved dette fænomen var, at det kunne gå fra klart vejr til fuldstændig uigennemseligt på få meter!
På flere af klipperne sad der så mange muslinger, at klippen nærmest var umulig at få øje på....! Ret fascinerende "mønster", når man kom tæt på!
Henrik nyder livet ;0)
Vi er tilbage på landevejen på vej væk fra Olmpic National Park.... og får lige en sidste køretur gennem disse fantastisk høje træer.
Når der er valg til noget - ligegyldigt om det er et lokalt valg til byrådet eller et nationalt, som f.eks. præsidentvalg - kan man være sikker på at se skilte som disse. Folk placerer dem i deres forhaver, så alle kan se, hvem de giver deres støtte.
"Uden mad og drikke...", ja, frokost skal man jo ha', så vi stopper ved en MEGET ude-på-landet-snask og spiser nogle udmærkede burger med tilhørende Curly Fries. Imens sidder lokal-befolkningen og har travlt med at snage i hinandens privatliv.... man kan jo ikke ha', at der er noget, man ikke ved om de andre...!
Ingen beskrivelse
Vi har bestemt os for at tage ud og se "Mt. St. Helens", som er et "National Vulcanic Monument"! Mt. St. Helens er en aktiv vulkan, som d. 18 maj, 1980, eksploderede og sendte aske 27 kilometer op i luften! Himmelen var sort i flere dage efter; måske var der ikke noget at sige til det, eftersom eksplosionen var 27000 gange så kraftig som Hiroshima-atombomben! Samtidig forsvandt toppen af bjerget og det meste af den ene side, så der nu kun er et krater tilbage. Den er dog ikke helt udslugt... dette sås tydeligt på mængden af røg, som den blev ved med at sende op!
Ødelæggelserne gik langt ud over vulkanens eget område, hvilket også ses på billedet. Hele skove blev svitset væk som små tændstikker, og områderne bærer stadig i dag, over 20 år senere, tydeligt præg af kræfterne, som var i spil!
Vi troede først, at det var lava, som var størknet nede mellem bjergene. Det vidste sig dog at være døde træstammer, som havde fyldt en sø op, så man slet ikke kunne se vandet!
Lidt mere ødelæggelse...!
Washington state reklamerer på deres nummerplade for to ting: Dels deres ca. 4,4 km. høje bjerg, Mt. Rainier (som vi sprang over denne gang, da vi har set det før!), og dels deres motto: The evergreen State (Den eviggrønne stat); det sidste er der ikke noget at sige til, da Cascade Mountains, som løber ned gennem staten, sørger for at skyerne ude fra havet bliver presset opad i forbindelse med, at de møder bjergkæden, og derfor bliver presset sammen, så det kommer til at regne meget!!