(Søndag d. 7/9) Vi kører fra Washington ind i Oregon over denne gamle stålbro.
I Portland kører vi til Powell's Books - ifølge rygtet verdens (eller i hvert fald USA's) største boghandel med over 1 million nye og brugte bøger på lager! Ann kaster sig straks (frådende!) over afdelingen med rejsebøger;-)
Efter at have kigget på bøger til den store guldmedalje, begiver vi os over til "Saturday Market" (som altså også er der om søndagen..!). Markedet er faktisk ret godt; der er masser af små handlende med deres egne "hjemmelavede" ting, som er anderledes end de masse-producerede ting, man plejer at se.
Til frokost fandt vi mad-boderne og fik henholdsvis græsk og kinesisk, som vi spiste under dette lille telt, mens et lokalt band spillede (lidt for højt)!
Vi kaster et sidste blik ned på markedet, inden vi begiver os videre.
Vi elsker barbeque-ribs, så det er nok grunden til Anns store smil;-)
(Mandag d 8/9) Henrik havde ikke været helt på toppen dagen før, så vi var endt med at tjekke ind på et motel lidt uden for Portland, så han ikke skulle ligge i bilen og have det dårligt. - Heldigvis, må vi sige, for det endte med at øse ned i de to dage, vi boede der!! (Så meget for at have valgt et motel med udendørs swimming pool...!)
Overnatningerne kom med morgenmad, så vi var selvfølgelig oppe og tage for os af retterne - det var jo "gratis"!
Japanese Gardens - ifølge den ene af vores guidebøger den mest autentiske på denne side af Stillehavet! Og nej, det kan vi ikke svare på, da vi aldrig har været i Japan:-) Men nydeligt var det!
En typisk japansk træbro...
...et typisk japansk vandfald...
...et typisk japansk revet mønster i gruset....
...og et atypisk billede af os i REGNVEJR!!
(Tirsdag d. 9/9) Henrik ringer hjem... og nej, vi roder ikke særlig meget;0)
Efter at have tjekket ud fra hotellet tager vi ned til "OMSI" (Oregon Museum of Science and Industry), hvor vi først tager en rundtur i denne ubåd.
Ubåden sejlede i gennemsnit med en fart på 7-8 knob i timen og kunne blive nede i op til 4 dage, men gik som regel op hver anden dag for at få ny luft.
Torpedorummet med nødudgangen, hvor Henrik står.
Mandskabets sovekabiner.... så synes man lige pludselig, at vi har meget plads i bilen!
Ubådens "industri-køkken"... værs'go at lave mad til alle mand her!! (Det skal dog lige nævnes, at de faktisk havde en soft ice-maskine om bord - til fri afbenyttelse for mandskabet!)
Bagefter gik vi ind og så nogle af udstillingerne - bl.a. en arkæologisk afdeling med denne forhistoriske "fossil". Ifølge OMSI skulle den være 10-20 millioner år gammel og være en forfader til elefanten.
De havde også en udstilling om penge, hvor man kunne lave sine egne pengesedler. Ann gik glad i gang ved siden af de andre børn ;-)
Da vi havde fået nok af videnskab og industri kørte vi videre sydpå - og kom tilfældigvis forbi et "Outlet Mall"! (Et Outlet Mall er et indkøbscenter, hvor butikkerne sælger varerne billigere end i de almindelige butikker, fordi det enten er varer, der er gået ud af produktion, er til overs, ikke kan sælges eller er anden sortering.)
Ingen beskrivelse
(Onsdag d. 10/9) Vi overnattede på en statsparks-campingplads ret tæt på havet, hvilket gjorde at det var koldt om morgenen. Som det ses på billedet er det også overskyet, hvilket jo heller ikke hjælper! Så vi skynder os at spise vores morgenmad og få pakket os sammen.
Oregon Coast Aquarium. Det første vi så var en stor samling af søheste...
...nogle mere forunderlige end andre! (De mindede faktisk ret meget, om dem vi havde set i Chicago!)
Havodderne havde lige spist, da vi kom, så de tog sig en eftermiddagslur.
Glasset foran buret er smadret; vi skal dog lige skynde os at nævne, at det altså er odderne selv, der har smadret det....
.... Som skiltet nævner, er odderne meget glade for at bruge sten, o.lign. som redskaber - det er de nemlig vant til, når de f.eks. skal åbne østers. Det er lykkedes odderne at få løsnet en sten eller lignende i deres bassin, som de så har brugt til at smadre glasset med. Det er ikke første gang, at de har gjort det; to gange før har akvariet måttet udskifte glasset foran buret!
Efter omkring en times lur begyndte de at vågne igen... og der skulle åbenbart en lille venskabelig slåskamp til, for rigtigt at blive frisk ;-)
En lille blæksprutte....
.... og dog!!!
Søløverne poserede pænt for fotografen. Forrest i billedet ses "Miss Søløve 2003" ;0)
Vi havde naivt troet, at vi skulle se søpapegøjer ude ved kysten. Men på akvariet erfarede vi faktisk, at de lever langt ude på havet og kun kommer ind til kysten, når de skal lægge æg.
Til gengæld fik vi også set dem dykke, da vi var der mens de blev fodret. De kan faktisk dykke ret langt ned, sku' vi hilse og sige!
Vi tager en smut forbi "Oregon Dunes National Recreation Area"..... som viser sig ikke at være meget anderledes end en dansk strand med klitter. - Vi lader udsigten stå et øjeblik.
Ingen beskrivelse
Vi spiser aftensmad (sandwich....igen!) ved en tilfældig statspark. Mens vi sidder der, går solen ned, og det ender faktisk med at være RIGTIG koldt.
(Torsdag d. 11/9) Solen er kommet tilbage!!
.... Og vi forsøger et selvportræt!
Ingen beskrivelse
Når man bare vil ha' en almindelig kop kakao med flødeskum, er det her syn altså lidt deprimerende! Det er liiige overdrevet nok, da Ann ikke engang kunne stikke skeen ned i koppen, uden at der var flødeskum ud over det hele!
Ingen beskrivelse
11. september... årsdagen for terror-angrebet i New York. Der syntes at herske lidt tvivl om, hvordan man ønsker at markere dagen. Vi så nogle steder, at man flagede på halv; mens man andre steder - som her i Brookings - havde pyntet hele byen op med "Stars And Stripes".
Vores bud er, at det er den samme patriotisme, som afspejler sig i skilte med "Proud to be American" og små flag på bilerne eller husene, som alt sammen er opstået efter terror-angrebet.