Det karakteristiske "Flintstone" skilt markerer, at Black Hills National Skov område starter her. Man skal huske, at der er et "niveau" mere herovre, så hvis vi skulle have et tilsvarende "niveau" hjemme, ville det vel være en "EU-Skov".
Vi fandt et stille sted, hvor vi kunne spise vores frokost...
... smukt, ikk'!?
Efter frokost går vi en kort tur...
... og nyder dyrelivet...
... og blomsterne!
Ingen beskrivelse
Ingen beskrivelse
Deadwood, byen der var toneangivne i 1870'ernes "gold rush" i Black Hills...
... vi er stoppet der for at se Wild Bill Hickock's grav. På vanlig amerikansk vis koster det penge at komme ind (en dollar) på den kommunale kirkegård, hvor han er begravet! Måske Københavns Kommune kan lære noget her, hvad med at tage syv kroner for at se H.C. Andersens grav - intet er da for helligt til, at man kan tjene en skilling på det...
Til Henriks store ærgelse er graven udstyret med dette "fantastiske" stykke bronce-kunst, udført af en lokal kunstner anno 2002, og langt fra de træ-gravsten man i sin tid oprindeligt anvendte på gravene. Det mest interessante ved graven - udover lige brugerbetalingen - må så være, at Calamity Jane ligger begravet ved siden af; det var hendes sidste ønske at blive begravet der, begrundet i en udokumenteret påstand om, at hun var hans kæreste... hvem ved... måske hun om et par år også får sin egen bronce-buste!
På vejen ud kommer vi forbi et stykke træ, som mere ligner noget, der kunne have været Wild Bill's "gravsten"; med ordene "vi vil mødes igen, på de glade jagtmarker og feste videre", siger hans venner farvel...
Deadwood var i slutningen af 1980'erne en hensygnende by. Guldminedriften krævede pga. moderne teknik ikke længere så mange arbejdere, og byen var så småt ved at blive affolket. En gruppe af de lokale handlende fik den ide at bede lokalregeringen om, at de måtte drive casino. Til noget der vist nok var alles store overraskelse fik de denne tilladelse. Hvad de lokale dog ikke havde taget hensyn til var, at en sådanne tilladelse tiltrak de store casinoer fra Las Vegas, som hurtigt fik den lille charmerende by omdannet til et mindre tivoliland... nu har de lokale udgivet en guide, så turisterne kan finde frem til de oprindelige (små) butikker mellem kæmpe casinoerne... ak ja, man har en ide...
Sturgis i udkanten af Black Hills afholder hvert år et motorcykel-rally, rallyet tiltrækker motorcyklister (bikers) fra hele verden. Vi kigger forbi en lille uge inden selve rallyet starter, og der er allerede godt fyldt med bikers...
...for at være en rigtig biker ser det ud til, at man skal have et stort (gråt) skæg...
...og en fed bike (helst en Harley-Davidson - og gerne en hvor det lyder som om, at udstødningen er faldet af)...
... jo mere specielt, desto bedre!
Disse her er nok knap så fede at køre langtur på!?
Harley-Davidson fylder 100 år i år, derfor var der kommet ekstra mange bikere til området; vi rendte bl.a. ind i en gruppe på 72 danskere, som alle havde fået deres "cykler" sejlet herover for at kunne køre med.
Hele den lille by (Sturgis) er omdannet til et biker udsalg. Alle vegne ser man motorcykelforhandlere, souvenier-sælgere, o.lign. Som mininum har folk omdannet deres lille forhave til et t-shirt udsalg... og rallyet er end ikke startet endnu!
Vi hænger ud med de store på Walmarts pakeringsplads. Walmart i Spearfish ligger i fornuftig afstand fra Black Hills, og deres parkeringsplads er ikke speciel stor, så for første gang oplevede vi, at der ved indgangen var et skilt, hvor de venligt bad folk om kun at overnatte en nat - og ellers finde en campingplads i området...
(Torsdag 31-7) At være biker og skulle til Sturgis rally er for en amerikaner ikke det samme, som at skulle "ride sin bike" af lange støvede veje. Det betyder nærmere, at man tager sin bike med - bagpå sin RV'er...!
Black Hills - indianerne gav stedet navnet fordi grandtræerne på bjergene, på afstand, fik dem til at se sorte ud.
Ingen beskrivelse
I baggrunden et vandfald... foran endnu et af Ann's gør-det-selv-portrætter... Henrik har efterhånden fundet ud af, hvordan han skal nive igen... så det er efterhånden blevet en sand "hvem-niver-hvem-når-der-bliver-trykket-på-knappen" kamp:-)
Vi stiller bilen og cykler lidt rundt... 3 miles mod nord blev scenerne med vinterlejren i "Danser med Ulve" optaget.
En tømmer-bil er lige drejet ud foran os, og der stinker af harpix og nyskåret træ!
Ingen beskrivelse
Vi finder en campingplads i Custer, en lille by midt i Black Hills og følger således Walmarts ønske om kun at blive en nat! På en lille plakat ser vi, at der er en velgørenheds-middag og tærte-auktion nede i byens veteran-klub, så vi beslutter at tage aftensmaden dernede... på billede er Ann i gang med at byde 5 dollar på en æbletærte!!
Maden - spaghetti med "grandma's" hjemmelavede sovs - var ikke noget at skrive hjem om, og vi kom desværre til at sidde lidt for os selv, så vi fik ikke talt med så mange... alligevel nåede vi at blive "vores nye venner fra danmark". Overskuddet fra madsalget viste sig at gå til en "halv-militær" spejderorganisation for unge mennesker.. men sådan er der jo så meget...
Tilbage på campingpladsen oplever vi en spektakulær solnedgang med tilhørende regnbue i baggrunden.... det så altså ikke helt ud som på billedet her.. men det skal med alligevel, for vi har overhovedet ikke justeret på farverne!
Stadig lidt sultne kaster vi os over vores ny-vundne æbletærte - som faktisk viste sig at smage rigtig godt! Det var egentlig lidt snyd med "auktionen"; det foregik på den måde, at der lå et stykke papir ved siden af hver tærte, hvor man kunne skrive sit navn, tlf-nummer og hvor meget man ville byde. Da vi ikke havde noget tlf-nummer, så de kunne få fat på os, hvis vi vandt, spurgte Ann en af damerne, hvad vi så skulle gøre, og hvornår de ville offentliggøre, hvem der havde vundet. Den flinke dame, "hviskede" til os, at vi bare skulle sætte en stjerne ud for vores navn, så ville hun sørge for, at den tærte blev offentliggjort, som den første!! Og da vi kunne sidde og se, da der var en anden, der bød på "vores" tærte, skyndte vi os op og byde over, da han kiggede den anden vej! - Så det er måden at vinde en tærte på i USA ;-)
(Fredag 1-8) Vi stod tidligt op og kørte mod Mt. Rushmore...
... nyder naturen og det, at her ikke er andre ude på denne tid...
...pludselig er vi der (find statuen af George Washington på dette billede...) ;-)
Picture perfect! Oprindeligt var det kunstnerens mening, at der skulle være 6 ansigter i skulpturen, som udover at være reduceret til 4 præsidenter, faktisk langt fra er færdig. Man huggede på den indtil 1941, hvor USA gik ind i anden verdenskrig og derfor skulle bruge pengene til andet end en omrokering af guds natur; i 1991 besluttede man så at erklære monumentet for færdigt...
... når man ser kunstnerens - Gutzon Borglum, søn af en dansk immigrant - 1:12 scala arbejdsmodel, takker man også for, at han kun nåede at få ansigterne færdige!
Vi tog en kort tur rundt nedenfor bjerget og endte op med ca. 50 billeder af fire blege ansigter... af pratiske grunde har vi forsøgt at forskåne jer for flertallet af disse billeder;-)
Udsigten, hvis man stillede sig med ryggen til de 4 præsidenter!!
"Rails to trails" over hele USA forsøger man at omdanne gamle jernbanespor til rekreative stier; i Black Hills er det lykkedes at få omdannet et 116 miles (=186 km) jernbanespor til en helt utrolig cykelsti. Henrik havde udvalgt sig et stykke sti, en strækning på ca. 20 km, der gik ned af bakke hele vejen! Ann satte ham og hans cykel af, så han glad kunne hjule derudaf...
... turen går forbi noget, der mest af alt ligner en bæver-dæmning...
... adskillige forladte guldminer, og en enkelt aktiv mine - Lucky Gold Mine - desværre var toss.. øhhh, guldgraveren ikke hjemme, så det var ikke muligt at spørge til fangsten ;-)...
... sporet gik også forbi... nå ja, Ann - han havde selvfølgeligt sikret sig at kunne blive samlet op allerede efter 5 km - hvis nu det alligevel var for hårdt at køre så meget ned af bakke!
Måske det var på sin plads lige at nævne, at man selfølgeligt skulle betale to dollar i brugerbetaling for at benytte cykelstien for en dag - pengene blev brugt til vedligeholdelse af stien og sikkert også til de mange skilte langs med stien "Privat grund - bliv på stien".
For det meste kørte sporet langt fra den almindelige vej; gennem tunneler...
... og over kløfter.
Det er ofte, at man ser skilte med, at der kan være forskellige dyr på vejen... og så lige pludseligt er de der søreme også!
Køer eller ej... hastighedsgrænsen er godt 80 km. i timen.
Spiralvej...vi har lige kørt på vejen, som går under broen!
Når man ser tunneler som denne, bliver man i tvivl om, hvorvidt vejen overhovedet er lavet til praktisk brug, eller om den alene er konstrueret for at bilisterne kan få en oplevelse... da der kun er en bane igennem tunnelen, skal man, inden man kører ind i tunnelen, dytte en gang eller to - så ved folk i den anden ende, at der er nogen på vej igennem!!
... Henrik mener at have fået det indtryk, at nogen af disse veje er konstrueret af ingeniørtropperne, som en slags "hjemmeopgaver"!
En dådyr mor med to prikkede bambi-unger - det er desværre ikke rigtigt til at se på billedet!
Ann har fået øje på en flok bison-okser...
Men vi havde ikke behøvet at gøre os så meget besvær, for længere nede af vejen havde dyrene forårsaget en mindre trafikprop. Den slags steder er der altid en ranger til stede (en slags skovfogede). Man har pligt til at rapportere, hvis man ser visse typer af dyr, ikke så meget af videnskabelige grunde, men mere for at park-administrationen kan sende en Ranger ned og beskytte dyrene mod amerikanerne. Vi har ikke oplevet det, men efter sigende skulle det ikke være helt ualmindeligt at se dem forsøge at sætte deres børn op på bisonerne for at fotografere dem der....
Det er en pudsig ting med dyr... de har ingen forståelse for, at man har rejst tusinder af kilometer for at tage deres billede... det havde nok været et noget mere interessant billede, hvis de IKKE havde valgt at stå med rø... til!!
Ingen beskrivelse
Tilbage på campingpladsen får vi lov til at kigge ind til en biker, som er ved at gøre sin cykel klar i campingvognens indbyggede garage - En "toy-box" (legetøjs-kasse) kalder de det...
... måske det også er forkert at kalde det en campingvogn, når den kommer i denne størrelse. De synes at være mindst lige så populære som RV'erne herovre. Modellen forudsætter at man har sådan en pickup som holder forand, der bliver så monteret en speciel trækanordning oppe på ladet af pickuppen hvor "campingvognen" bliver fastgort! Henrik er med på billede for at vise størrelsesforholdet.