"Crazy Horse Memorial" - desværre var vi kommet lidt sent ud af fjerene, så der var allerede mange turister, og ikke mindst bikere, da vi kom frem til monomentet. Så vi besluttede, at vi ikke ville betale de 18 dollar (130 kr.), det koster at komme tættere på (for at få lov til at stå skulder om skulder med alle de andre turister!!).
"Crazy Horse Memorial" er indianernes svar på Mt. Rushmore; skulpturen forestiller Sioux høvdingen Crazy Horse på stridshest, pegende med strakt arm ud i horisonten. Man arbejder stadig på skulpturen, men har ingen anelse om, hvornår den kan være færdig. Arbejdet blev påbegyndt i 1947 på foranledning af Lakota-høvdingen Henry Standing Bear, der ville vise den hvide mand, at indianerne også har helte. Skulpturen er (eller bliver!) mange gange større end sit "amerikanske" forbillede; alene Crazy Horse's ansigt er større end de fire præsidenthoveder tilsammen - hvem sagde, at størrelse er ligegyldig....!?
Vi forlader - skrigende - Custer og Black Hills; der er nu mindre end en dag til rallyet starter, og der er bikere alle vegne, som her på hovedgaden i Custer... det er som at sidde midt i en bikube med små sorte, larmende, irriterende bier, der hele tiden suser rundt om hovedet på en!
Wind Cave National Park lidt længere mod syd virker befriende fri for bikere - vi tager samtidigt en ikke-asfalteret vej, hvilket - også denne gang - betyder, at vi har det hele for os selv. Det er et pudsig karakteristika ved de amerikanske turister; lige så sikkert, som det er, at de holder i lag ved de store attraktioner, lige så sikkert er det, at der ikke er en sjæl 200 meter til venstre for samme attraktion... eller måske det er et karakteristika ved alle slags turister!?!
Man kan ikke se dem på billedet... men området er spækket med prærie-hunde! De er som en slags forvokset hamster, og de sidder tit ovenfor deres hul og mimrer. Kommer man for tæt på, laver de en særlig gøende lyd (deraf navnet "dog"), inden de drejer rundt om sig selv en 3-4 gange og forsvinder ned i deres hul!
Ingen beskrivelse
Pludselig kom vi til et sted, hvor landskabet faldt et stykke, og vi havde en helt utrolig udsigt over den lavere liggede "dal". Ann ville lave video, men Henrik gad hverken at filme eller fortælle; så hun klarede begge dele selv ved at holde kameraet og tale mod linsen samtidigt...
... i mellemtiden kan vi så nyde udsigten uden and!
Ingen beskrivelse
Vi kører ind i Pine Ridge Indianer Reservatet og landskabet skifter igen til det karakteristiske tørre og støvede, som vi også oplevede længere mod nord. De stammer, som lever i dette reservat, var oprindeligt blevet tildelt Black Hills som reservat, men de hvide smed dem ud derfra i 1870'erne, da der blev fundet guld i området.
Vi kører ned til byen Oglala, hvor vi har fået at vide, at der er pow-wow, en slags "byfest" for indianerne med tilhørende dansekonkurrence.
Ingen beskrivelse
En ung danser hjælper sin kammerat med at få hovedbeklædningen på. De unge indianere taler amerikansk, når de taler sammen. Det er stort set kun bedsteforældrene, der kan tale de oprindelige stammesprog. Dette skyldes bl.a., at børnene tidligere blev straffet for at tale deres eget sprog i skolerne. Hvilket har medført at den generation, som er forældre nu, stort set har mistet deres oprindelige sprog. Man har genindført undervisning i de oprindelige sprog, men kun på et meget basalt niveau; børnene lærer forskellige ord (næse, øre, mund, osv.), men ikke så meget, at de decideret kan føre en samtale.
Man glemmer let, at dansen ikke er for turister, eller at formålet ikke er at vise en historisk korrekt fremstilling af en hendøende kultur. Men at dansen faktisk er en del af indianernes kultur, og som alle andre kulturer forandres den og bliver påvirket af indtryk udefra, som her, hvor en ung indianer-pige har valgt Looney Tunes figuren Tweety Bird til det hårspænde, som kvinderne bruger til at holde deres fjer.
Mange indianerne kom til pow-wow'et til hest.
En ung mor med sit barn i danseringen.
Alle størrelser kan være med. Det overraskede os meget at se, i hvor høj grad indianerne har taget "Stars and Stripes" til sig. Specielt når man tænker på, at den amerikanske drøm, som flaget symboliserer, har været et maridt for de fleste af indianerne. Levestandarden i mange reservater er på niveau med den 3. verden.
I øvrigt er det politisk ukorrekt at kalde dem indianere; den politiske korrekte betegnelse er "Native american" = oprindelige amerikanere.
En ung danser er synligt utilfreds med bedømmelsen af hans dans... alle børnene fik så vidt vi kunne se en præmie, enten en et- eller en fem-dollar-seddel. - Prøv og gæt hvad drengen fik... ;-)
Ann ser knap så utilfreds ud med sin frokost; curly fries er en slags pommes frites i lange baner.
En kriger (og hans squaw) gør sig klar til dansen.
Et optog af krigere passerer rundt i takt til trommen - anført af en gammel høvding og hans kone. Alle står op. Mange løber ud og ligesom lykønsker og krammer det ældre par. Vi ved ikke helt, hvad det går ud på, og det er vist ikke helt meningen, at man må tage billeder af det. Men som så meget andet heromkring, er det udmiddelbart vanskeligt at finde nogen, som ville forklare os noget. For første gang på vores tur fik vi en føelse af, at vi ikke rigtig var velkommne; nogen af de andre tilskuere (de indfødte) virkede direkte fjentlige over for os.
Dansen synes at fortælle historien om en stor vellykket jagt. Den enkelte danser ser ud til at danse begge partier, både jægerens og dyrets. De sniger sig omkring og spejder, efterligner dyrets bevægelser (kunne måske være en kalkun)... o.lign.
Vi har telefonisk lavet en aftale med "Little Warrior Tipi Bed and Breakfast" om, at vi kan campere på deres grund for natten, så vi forlader pow-wow'en, inden solen går ned for at lede efter campingpladsen.
På vejen kører vi forbi en rusten halvafskallet mindeplade, som fortæller historien om Crazy Horse og hylder ham som en stor kriger fra Oglala-Sioux stammen.
På vejen kommer vi forbi en postkasse med navnet Jensen på - ude midt i reservatet, langt fra alfavej. Normalt ville vi have kørt ned til huset for at "bede om en forklaring"; men det var hastigt på vej til at blive mørkt, og vi var ikke sikre på, at vi kunne finde vores logi, når først mørket var faldet på, så vi hastede videre.
(Søndag 3-8) Vi fandt, mere ved held end forstand, vores overnatningssted. Men først efter at vi havde kørt gennem en mark med køer og været inde ved et hus for at spørge om vej. Huset var beoet af en hvid skolelærer, som arbejdede i reservatet. Det var nået at blive helt mørkt, da vi bankede på hans dør og spurgte efter "Little Worrior Tipi..", "Nå, er det hvad de kalder det" sagde han "kan det være de tipier, der er neden for bakken der?" - Det viste sig, at vi var mindre end 50 meter fra vores destination!! Vi takkede nej til skolelærens tilbud om, at vi kunne overnatte på hans grund, og valgte i stedet at betale indianeren, som drev stedet 25 dollar for at overnatte i vores vogn. Det var den dyreste "campingplads", vi endnu havde prøvet... alle tipier var optaget, hvorfor vi måtte overnatte i vores egen vogn - Henrik ville ellers gerne have sovet i en ægte tipi.
På billedet taler Ann med en af beboerne fra Tipi'erne, der viste sig at være beboede af en skoleklasse fra Japan og deres amerikanskfødte lærerinde.
Vi blev også fotograferet sammen med en del af klassen... på traditionel Japansk maner blev der taget ialt syv versioner af dette billede - et billede med hver af pigernes kamera, samt lærerindens - og så vores!!
Vores 25 dollar viste sig også at indkludere morgenmad, Ann har - lidt i smug - taget et billede af morgenmads-buffeen, som byder på: En halv banan, en lille pakke cornflakes med mælk og så saftevand og kaffe (så længe lager haves). Det var i hvert fald ikke for morganmaden, at man skal vælge stedet her - vi havde måske håbet på at kunne have fået traditionel indiansk morgenmad - hvis noget sådanne overhovedet eksisterer!
Ingen beskrivelse
Vi forlader "campingpladsen" og fortsætter nordpå af de samme støvede veje, som vi kom af i går. Vi havde, inden vi forlod stedet, haft anledning til at tale med kvinden, som drev stedet, om hvordan det er at leve i reservatet. Hun fortalte bl.a., at indianerne ikke opfatter "Crazy Horse Memorial" som "deres" monument, og at de ikke tror på, at de indfødte på nogen måde vil få gavn af monumentet. Hun bekræftede også den følelse, vi havde haft af at være uønsket ved pow-wow'en, "nogle indianere føler sådan over for hvide", sagde hun. Og fortalte at hun personligt ikke ønskede at holde liv i gammelt nag, men hellere ville bruge kræfterne på at skabe sit "Bed & Breakfast"-sted. Et sted som har alle odds imod sig, dels fordi det ligger midt inde i reservatet, og man skal køre ad lange uvejsomme grusveje for at nå dertil - og dels fordi det ligger langt fra nogen som helst af de mange attraktioner, som de amerikanske turister gladeligt ligger i lag omkring.
Vi kører ned forbi "byen" Kyle, hvor der ifølge vores liste skal ligge en butik, som sælger kunsthåndværk - butikken er imidlertid lukket, fordi det er søndag. I stedet tager vi et billede af byens cafe - en anden af de seværdigheder, der er fremhævet i vores liste...!
Lidt uden for byen kommer vi igen forbi en flok heste - disse her er dog tamme nok til, at henrik kan liste tættere på og tage deres billede.
I takt med at vi fortsætter mod nord og nærmer os "Badlands National Park" bliver landskabet stadig mere tørt og ... ubrugeligt. National parken strækker sig langt ind i indianer-reservatet; indianerne havde oprindeligt givet området navnet Badlands (=dårligt land), fordi det var meget meget vanskeligt at rejse igennem - ingen af dem havde nogen sinde drømt om, at de skulle bo her!
En præriehund...og en bison langt ude i baggrunden!
Ingen beskrivelse
Badlands National Park.
Vi er ikke vant til at kunne se uvejr på lang afstand, men de store flade vidder herovre gør, at man ligefrem kan se, når det regner længere fremme...
Solen bryder gennem skyerne....
... og dog! Pga. uvejret tilbringer vi aftenen i vores bil, på Walmarts parkeringsplads.