(Søndag d. 21/9) Vi er kørt videre sydpå, men falder på vejen over denne "turist-fælde": Hole'n the Rock. Det er et hus, som er skåret ud af en klippe over en 20-årig periode startende i 1940'erne af en mand ved navn Albert Christensen! Ja, vi spurgte selvfølgelig også om han var dansk, men det var kun hans forældre, der kunne prale af det. Han var selv født og opvokset i USA.
Huset skulle ifølge vores guidebog være på over 450 m2! Det kunne vi ikke få helt til at stemme, med det vi så..... men måske har de overdrevet lidt - for at få folk til at stoppe her - hvilket vi jo gjorde ;-)
Som det ses her på et par af skiltene er det tydeligt, at Hr. Christensen (som jo desværre er død) havde danske rødder. Vi gætter på, at hans forældre var fra Herning....!
Ja, vi håbede jo hver gang på, at bremserne holdt :-)
Desværre var det ikke årstiden for kaktussernes blomstring; men der var da stadig knopperne tilbage fra blomsterne.
Cowboy stemning...?
En af de mange arter fra plantelivet, som har tilpasset sig, og som formår ikke blot at overleve men også at blomstre i dette ørken-agtige landskab!
Pictographs i Canyonlands National Park. Man mener, at disse primitive tegninger stammer helt tilbage fra omkring år 1000-1300, hvor forgængere til indianerne har beboet stedet i perioder. Henrik har dog sin helt egen teori om, at nogle af tegningerne må være af nyere dato! Flere af tegningerne viser nemlig indianere til hest, og indianerne fik, som bekendt, først heste, da spanierne kom over fra Europa!
Smukt, ikk'!
En meget fascinerende plante. Dens "blomster" er disse små bolde-lignende tingester med pigge - som man ikke skal tage på, sku' vi hilse at sige!
Lidt mere fra planteriget....
.... Og en enkelt "ting" fra dyreriget:-)
Vi tager en af grusvejene for at komme lidt væk fra "pøblen" og opleve den uforstyrrede natur!
Vi er nået til frokosten, der som sædvanlig indtages under den blå himmel og med en kanon udsigt.
Vi har fået anbefalet et par vandreture, hvoraf denne "Cave Spring" er den ene. Den er på omkring en kilometer (det ku' vi lige klare!) og tager bl.a. én ud forbi denne efterladte cowboy-lejr.
I slutningen af 1800-tallet var kvægdrivning blevet en indbringende affære, og kvæg var endda begyndt at græsse i selve Canyonlands. På et tidspunkt var der op til 10.000 stykker kvæg i området, og det krævede nogle cowboys, som levede ude i det fri med dyrene og sørgede for at de blev ledt til vand og mad. Til dette formål var de skyggefulde og svale klipper helt ideelle.
Vi fortsætter vores vandretur....
.... og Henrik "finder" denne foderkasse, som cowboy'erne brugte til opbevaring af hestefoder i sikker afstand fra vilde dyr.
Tilbage i civilationen (i byen Cortez i Colorado) fandt vi uden for biblioteket denne skilteskov, der oplyser om, at det ikke er tilladt at cykle, køre på skateboard, rulleskøjter o.lign. Skulle man alligevel forlaste sig til at begå en sådan forseelse, oplyser skiltet, at man kan se frem til en 300 dollar bøde (2000 kr.) og op til 90 dage i fængsel.... gu' ve' hvad de gør ved de kriminelle....!?!
Vi er i Walmart for at købe ind, da vi ser dette indianer-barn i en traditionel bæresele. Både Henrik og Ann er ret overraskede over at se, at indianerne stadig bruger disse, da vi tror på, at et barn skal have bevægelsesfrihed - og have lov til at udvikle sine motoriske evner ved at kunne bevæge arme og ben frit. Som det ses er barnet fuldstændig spændt fast i denne type bæresele og kan kun bevæge hovedet fra side til side, så vi var jo lidt forargede!! Vi har dog senere hørt at undersøgelser viser, at børn, som har været i disse seler føler sig meget trygge og nærmest ikke vil ud af dem igen (hmmm....er det godt!?). Men mere overraskende siger undersøgelserne, at et barn, som har været i denne type sele, klarer sig lige så godt motorisk, som et barn der har haft alle muligheder for udvikle sin motorik ved at bevæge sig!!
"No overnight parking"... efter at have set hvordan de behandler rulleskøjtekørere, mm. ved biblioteket, turde vi ikke tage chancen og blive.
I stedet finder vi et andet supermarked og får lov til at overnatte på deres p-plads.
(Mandag d. 22/9) Vi er stået tidligt op og er kørt hen til den lokale turistinformation for at finde ud af, hvornår de guidede ture ud til Mesa Verde National Park afgår. Men det viser sig, at der er en fejl i informationsmaterialet, og de sælger slet ikke halv- og heldagsture til parken, som vi havde troet! I stedet får vi at vide, at det bedre kan betale sig at købe en tur med en ranger ned til de forskellige "landsbyer" i parken.
Hvem ku' ikke tænke sig SÅDAN en politibil at køre rundt i...!!
Mesa Verde National Park er et område med efterladte landsbyer og bygninger, som er dateret tilbage til mellem år 600 og 1300.
Som det ses på billedet byggede fortidens indianere - eller Anasazi'erne, som man oprindeligt kaldte dem - landsbyer inde i klippernes naturligt udskårne "huller". Det var det perfekte forsvar, da man kun kunne komme ned til byen via få og smalle adgange. Oprindeligt har folkene dog ikke specielt haft behov for forsvar, da man mener, at de har levet i fred og med en næsten demokratisk levevis. Hver person havde sit ansvar, som jæger, landmand, pottemager, osv. Men på et tidspunkt er folk rejst derfra over hals og hoved og har kun medbragt deres vigtigste ejendele; - hvorfor kan man kun gisne om!!
En god grund til at bygge på denne måde er også, at der i disse egne er meget varmt om sommeren og meget koldt om vinteren; men på denne måde har folkene "udjævnet" forskellene, da klippen både er med til at lave skygge og holde husene kølige om sommeren og samtidig lave læ og holde lidt på varmen om vinteren.
Vi tog, som anbefalet, to ture med en ranger. Den første var ned til dette sted kaldet "Cliff Palace". Manden yderst til højre i billedet er Park ranger'en, som er vores guide.
Et oldtids-fund ;-)
For at komme ud fra landsbyen igen skulle man op ad denne meget stejle udhuggede klippe-trappe.
Mesa Verde National Park ligger lige på grænsen ind til "Ute Mountain Indianer reservat", hvorfor de selvfølgelig har sat store reklameskilte op, så de er sikker på, at har man bare den mindste trang til at spille, så ved man hvor man kan finde deres casino!!
Mens vi venter på, at næste tur skal begynde, tager vi en hurtig rundtur på deres museum. Bl.a. har de lavet nogle modeller af landsbyerne, som denne, hvilket gav et rigtig godt indtryk af "Anasazi'ernes" levemåde.
Der har mange gange også været bygget på toppen af klippen, hvor man så har haft dyrket den omkringliggende jord.
Eksempler på "Anasazi'ernes" pottekunst; læg specielt mærke til de to krus til højre i billedet, som hænger sammen! Ingen ved vist helt hvad disse har været brugt til, men både Henrik og Ann havde da forslag, såsom at det var "bryllups-krus" eller krus brugt ved rituelle lejligheder.
Næste tur - til Balcony House - foregår ad denne stige. Hvilket der bestemt var nogen, der ikke var glade for, når man tager i betragtning, hvor langt der faktisk er ned til bunden af klipperne!
Ann nyder udsigten efter rangeren's guidede tur.
Bedøm selv....!
Ingen beskrivelse
Udgangen var dette lille hul, hvor vi kun lige nøjagtig kunne "snige" os igennem. Rygsækken måtte blive tilbage... i hvert fald ind til Henrik skubbede den foran sig ud på den anden side!
Sidste anstrengelse før vi igen står på fast grund. Denne trappe var noget stejl, og selv Henrik måtte indrømme, at det gav et vist sus i maven, når man skulle op.
Udsigten fra toppen!
Vi har forladt Mesa Verde National Park for at køre videre sydpå!
Aftensmaden indtager vi på "Ute Mountain Casino".....
.... for at komme til buffeten skal man selvfølgelig igennem hele casino'et. Vi har tidligere fået fortalt, at flere indianerstammer er blevet velhavende af at drive casino, hvor "de hvide amerikanere spiller deres penge op". Vi bliver derfor meget overraskede over stort set kun at se indianere som kunder..... en repræsentant for Ute-stammen forsikrede os dog om, at Ute-stammen bliver rige; de fleste af casino-spillerne er nemlig fra Navajo-stammen....!
..... Vi overnatter på casinoets campingplads.
For under 100 kr pr. overnatning fik vi campingplads med indendørs swimming pool, adgang til vaskeri, samt 13 kr i småmønter til at spille på casinoet for. Derudover fik vi hver en "funbook", som er et lille hæfte med forskellige "tilbud" til casinoet. F.eks. kan nævnes 2 for 1's pris ved blackjack-bordet, 5 dollars rabat på bingo (!), 20 % rabat i deres gavebutik, 5 dollar rabat på 25 dollar poker-spil, samt 2 for 1's pris i deres restaurant, som vi jo benyttede os af:-)
(Tirsdag d. 23/9) Vi har i noget tid haft nogle problemer med vores skydedør, så Henrik tager sig tid til at lime den liste, som døren kører på, og som er den, der skaber problemerne, fordi den ligesom krøller sammen foran døren.
Samtidig synes vi, at denne "deal" med overnatning, tilbud på maden i casinoet (!) og de "gratis" penge, som man får til at spille for i casinoet, er så attraktiv, at vi vælger at blive en overnatning til.
(Onsdag d. 24/9) Næste stop er "Four Corners", det eneste sted i USA, hvor 4 staters grænser møder hinanden i et punkt. Stedet ligger i Navajo-Nation (Navajo-reservatet), og indianerne har lært af det omgivende hvide samfund at slå plat på turisterne: 3 USD pr. person (ca. 20 kr.)! Lidt ironisk når man tænker på, at indianers grundholdning er, at man ikke kan eje landet og hele ideen med nationer og stater er en "hvid" opfindelse!
Henrik viser her, at han kan være i 4 forskellige stater samtidig! Ann forsøgte sig først, men havde alligevel ikke lyst til at stå med rø.... i vejret på billedet, så det blev Henriks opfindsomme position, som kom med :-)
Vi var nu mest taget herud, fordi vi havde hørt, at man her kunne købe kunsthåndværk direkte af de indfødte! Desværre var det uden for sæsonen, så de fleste af boderne var lukkede! Alligevel fik vi købt en pynte-skål i keramik og nogle smykker.
Navajo-indianerne er en af de få stammer, der har fået et stykke land, hvor den golde ørken kan bruges til noget, hvilket de mange olie-pumper i landskabet vidner om.
Vi er ude midt i indianer-reservatet, da det er blevet tid til frokost; så da vi får øje på en snask, bliver vi enige om at våge os derind! Generelt er indianer-reservaterne meget "tomme", hvad angår butikker, restauranter, tankstationer, osv. Af en eller anden grund har den amerikanske regerings undertrykkelse af stammerne gjort, at der inden for reservaterne er lidt ligesom i øst-europa inden murens fald! - Så når man ser et sted, hvor man kan få noget at spise, skal man ikke lade chancen gå fra sig!!! Stedet her viste sig da også at være udgået for almindelig cola, ligesom vi ikke fik de samme slags pommes frites til vores burgere - vi fik det, der nu engang var tilbage...!
Turen går videre mod Grand Canyons nordside...
..... Undervejs kommer vi igennem "Monument Valley" og stopper ved en p-plads, hvor indianerne har diverse boder! Vi vælger dog at fokusere vores energi på den meget flotte udsigt ud over det flade landskab.
I Kayenta (stadig i Navajo-reservatet) gør vi holdt, da vi ser et skilt med reklame for ægte indianer-håndværk. Efter at have gået en runde har Henrik forelsket sig i en træ-dukke, som skal forestille en Hopi-indianer med fuld krigsmaling! Damen skal have 100 dollar (ca. 650 kr!!!!!) for den, så han går med tunge skridt ud til bilen og står lidt (surmulende;-) ), mens han overvejer. Ann synes det er lidt for mange penge, men hvis han gerne vil ha' den, så....OK! Han vil dog ikke gi' mere end 70 dollar, så han tager 60 i den ene lomme og 10 i den anden og går tilbage til damen for at forhandle. Han starter godt ud med sine 60 - og bliver meget overrasket, da hun med det samme slår til! Hun går straks i gang med at pakke dukken ind i sytten lag bobbel-plast, alt imens Henrik står og diskuterer med sig selv, om han nu er blevet snydt!
Vidunderet!
Et af klippe-tårnene fra Monument Valley!
Et par forladte indianer-bode, som vist kun er i brug i høj-sæsonen - Navajo-stammen er den eneste af de mange stammer vi besøgte, som for alvor har forstået at "tjene penge" på turisterne. Boderne minder meget om nogle vi har set i Kenya.